RUTH
Written by Agnar Reinert
Dansk - Bibel kommentarer
Ruts bog er en af de smá bøger i Bibelen. Men den er interesant og lærerig.
I Dommerbogen finder vi forfald og frafald, men også ærefrygt for Gud, vi ser også grusomhed og lyst og begær, men vi ser også ærlighed, ærbarhed og inderlig kærlighed.
Vi læser:
I dommernes dage blev der engang hungersnød i landet. (Rut. 1.1)
I Dommernes tid var en frafaldet tid, det læser vi særlig i de sidste kapitler af Dommerbogen, og det står tre gange at: Der var ingen konge, enhver gjorde det han selv ville.
Hvorfor? Gud Ord siger os at når Israelsfolk faldt fra HERREN (Jawhe) og dyrkede fremmede afguder, så tugtede Han dem med krige, plyndring eller hungersnød.
Da drog en mand fra Betlehem i Juda til moabitternes land for at bo der som fremmed med sine hustruer og sine to sønner.
Hvorfor var der hunger i landet? Fordi folket ikke kun dyrkede Israels Gud Jawhe, men hold sig til afguderne. I dommernes dage var lovløshed og det sidste ord i dommerbogen er at enhver gjorde hvad han fandt for godt.
Herren tugtede Israel på flere måder, flere gange med hungersnød.
”Manden hed Elimelek, og hans kone No’omi og hans sønner Malon og Kiljon, efratiter fra Betlehem i Juda og de kom til moabitternes land og opholdt sig der.
Det syntes at gå så nogenlunde, men ”Så døde Elimelek, No’omis mand. Og hun sad tilbage med sine to sønner. De tog sig moabittiske koner; den ene hed Orpa og den anden Rut, men da de havde boet der i 10 år døde også de to Malon og Kiljon” (v2-5)
Men Herren virker bag alt dette, og da alt var tabt for Noòmi, vendtes hedes hjerte til hjemlandet, og ”Hun havde hørt i moabitternes land, at Herren havde set til sit folk og givet dem brød!
Brød fra Himmelen er godt, vi synger: Alle gode gaver de kommer oveni, så tak da Gud” Israel fik det fysiske brød, men senere fik de og hele verden Livets Brød.
”Jesus svarede dem: ”Jeg Er Livets brød. Den som kommer til Mig skal ikke hungre; og den som tror på Mig skal aldrig tørste”
V. 48-50 ” Jeg er Livets Brød, Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde. Men dette er det brød som kommer ned fra Himmelen for at man skal spise af dette brød og ikke dø.”
Det var gode nyheder hun havde hørt.”Så drog hun med sine to sønnekoner, bort fra det sted hvor de havde opholdt sig.
Der er sagt mangt om svigermødre, og vi kender planten der heder svigermors skarpe tunge.
Men her ser vi et anderledes inderligt forhold mellem svigermor og hendes svigerdøtre.
På hjemvejen til Judas land sagde No’omi til sine sønnekoner: Vend nu tilbage, hver til sin moders hus! Hun prøvede at få dem til at vende tilbage, fordi det ikke ville blive let for dem at komme fattige til et fremmed land. De havde sikkert hørt om de mange krige og stride mellem Israel og Moabs folk. Og de havde sin egen gud eller afgud Molok.
”De gav sig igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin svigermoder (til afsked). Men Rut klyngede sig til hende. Da sagde hun: ”se din svigerinde er vendt tilbage til sit folk og sin gud; vend du også tilbage og følg din svigerinde”. Men rut svarede: ”Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen der vil jeg gå hen, og hvor du tager bolig, der vil jeg tage bolig; dit folk skal være mit folk og din Gud skal være din Gud! (v.14-16)
Rut havde set noget godt ved No’omi, og havde hørt om Israels Gud fra hende, og hun var fast besluttet på, at følge sin svigermor til Israels land.
Det var i bygghøstens tid, omkring sidst i maj måned. En skøn årstid i Israel.
Men da de kom til Betlehem, blev der røre i hele byen, og kvinderne sagde: ”Er det No’omi?
Men hun sagde til dem: ”Kald mig ikke No’omi (den lykkelige), men kald mig Mara (den bitre), thi den Almægtige har voldet mig bitter smerte. Rig drog jeg herfra, og fattig har Herren ført mig tilbage. (v..19-21…) Hun havde tabt sin mand og sønner og sin ejendom, men Herren ville hende kun godt, og begyndelsen til noget nyt kommer i kap. 2.
No’omi havde en slægtning, på sin mands side, en formuende mand af Elimeleks slægt ved navn Boaz, (Rut.2.1)
Da nu Rut gik ud til at sanke aks på marken efter høstfolkene, (som de fattige havde lov til at gøre) kom hun ved HERRENS styrelse at sanke aks på Boaz mark.
”Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde til Høstfolkene: ”HERREN være med jer!” og de svarede: HERREN VELSIGNE DIG!”(2.4)
Sådanne hilsener hører vi ikke i dag.
Når vi læser videre i kapitlet ser vi at Boaz havde velvilje for de fattige og i særdeleshed for Rut, fordi han havde hørt om hendes beslutning at følge sin svigermor til Israel søge ly under HERRENS Israels Guds vinger.
Da Rut kom hjem til sin svigermor og fik at vide at hun havde sanket på Boaz mark, fik No’omi mod og sagde. ”Herren som ikke har unddraget de levende og døde sin miskundhed, velsigne ham! ”Og No’omi sagde fremdeles til hende: ” denne mand er en af vore løsere.” (Rut. 2.20)
Denne kvide var af Moabfolket. De var Israels modstandere, og de ville ikke tillade Israel at gå gennem landet, da de kom fra ørkenen. Derfor skulde ingen Moabit komme ind i Israels helligdom.
Men Gud er nådig, også mod dem der er udenfor Israel.
I Moseloven står der om løsere i. 3. Mos.25… hele kapitlet kaster lys over de, men i v.23-25.står der:
”Jorden i landet må i ikke sælge uigenkaldeligt, thi Mig tilhører landet, I er kun fremmede og indvandrere hos mig; Overalt i det land I får i eje, skal i sørge for , at jorden kan indløses.
Når din broder kommer i trang, så han sælger noget af sin ejendom, skal hans nærmeste slægtning melde sig som løser for ham og indløse, hvad hans broder har solgt.
Det var den jordiske ejendom, og HERREN påminder os om at Jorden er ikke vores!
Så har vi i 5. Mos. 25. 5- 6
Det var disse forpligtelser som Boaz kendte, og ville adlyde efter Loven.
Vi har her et skønt billede af Jesus som er vor løser. Løseren skulde være en slægtning, Derfor måtte Guds Søn blive menneske. Derfor siger Guds Ord: Hebr.14-17.
Rom. 3. 23. Ef., 1.7, Kol. 1.4, Hebr. 10. 4-14
Vi læser også i 3. kap at Rut gjorde Boaz opmærksom på den opgave, der var hans.
Men der var en vanskelighed. Der var en anden nærmere slægtning som kunde løse Elimeleks, nu No’omis ejendom, der faktisk var i andre hænder, Boaz var klar over dette, og han sammenkaldte 10 mænd i byens port for at være vidner til afgørelsen, eller handelen.
Da Kristus skulde forløse sit folk, var der en hindring, det var loven, men som den unævnte slægtning ikke kunde eller vilde løse ejendommen og Ruth, så kom Boaz ind i billedet.
Han både kunne og ville og det gjorde Han.
Bogen ender med at Rut blev oldemor til kong David, og derved peger den på den evige forløser Jesus Kristus.